Mission

Min mission overfor private
At hjælpe nogen i en svær situation, kræver en aktiv, omsorgsfuld, helhedsorientering.

Den eksistentielle – såvel som lavpraktiske – samtale, den mellemmenneskelige forståelse og praktiske støtte; alt sammen kan være helt afgørende i en svær eller frustrerende situation. Det at få taget vigtige samtaler, og at gøre vigtige valg midt i krisen eller dilemmaet er uhyre vigtig. Men det kan det at få støvsuget eller købt blomster også være.

Nogle gange er samtaler og erkendelse, det at træffe valg, slet ikke nærmeste udviklingszone, hvis du ikke overkommer din hverdags praktiske krav. Hvad enten du er syg, pårørende, eller i krise – kan praktisk hjælp være helt afgørende for din trivsel, og det er ikke altid noget, som du kan overskue at bede familie, venner eller det offentlige om. Det er heller ikke sikkert, at jeg kan hjælpe dig, men hvis ikke, så kan jeg måske hjælpe dig til at finde en anden bæredygtig løsning, så der kommer plads til dig igen.

Igennem min evne til nærvær, indlevelse og perspektivering, sammen med min praktiske omsorg, erfaring, og viden både om samtaler, identitetskrise, sygdom og sundhedsvæsen, er det mit håb, at jeg øger mine kunders livskvalitet.

Min mission i sundhedsvæsenet
Sundhedsvæsenet oplever nogle ret forskelligartede strømninger: Den ene er standardisering, den anden er øget patientcentrering. Begge strømninger, kan betyde effektivisering, begge kan betyde ressourcespild uden værdiskabelse. Det afhænger helt af sammenhængen. Mit tilbud om at øge samtalebevidstheden hos sundhedsfaglige lægger sig op ad den patientcentrerede tilgang.

I og med at vi lever længere, når vi at have længere tid præget af sygdom og som oftest sygdomme i flertal. Co-morbiditeten giver en kompleksitet, der betyder, at de standardiserede tilbud qua ensporethed ofte vil være utilstrækkeligt eller for meget; med utallige besøg og overlappende chek af flere afdelinger og institutioner.

Det vil lette patienten og det er en samfundsøkonomisk gevinst, i stedet af tage udgangspunkt i den enkelte og tænke patientens prioriteter, behov og ressourcer, den kurative behandling, rehabilitering og tidlig palliation sammen. Så at patienten får et liv, der er værd at leve, med base i hjemmet længst muligt. Den koordinering vil ofte foregå i primærsektoren, og derfor bliver samtalen med hjemmesygeplejersken så vigtig. Og derfor kan hjemmesygeplejersken have behov for og profitere af en større samtale-bevidsthed, en bevidsthed om hvilke samtaler, der skaber en forskel for patientens og de(n) pårørendes livskvalitet. Det vil jeg gerne bidrage med!